Dette spørgsmål har været en diskussion igennem flere år, da der ikke er max priser på medicin i skrivende stund. For at kunne komme svaret nærmere, er man nødt til at forstå reglerne, der er for medicin nu. Derfor vil disse blive gennemgået i det følgende.

 

Fri prisdannelse på medicin i Danmark

I Danmark forholder det sig sådan, at der er fri prisdannelse på medicin. Det vil sige, at det ikke er ulovligt, at prisen stiger på medicin. De virksomheder, der udsteder lægemidler, må selv afgøre, hvor meget medicinen skal koste, når de sælger det videre til apoteker. Der er kun ét krav, som indebærer, at lægemiddelvirksomheder videregiver oplysninger om den pris, de sælger medicin til, til Lægemiddelstyrelsen.

 

Dog må apotekerne ikke være konkurrencedygtige – altså de må ikke konkurrere på prisen med de andre apoteker på receptpligtig medicin. Prisen vil derfor være den samme uanset, om du besøgte et apotek i Aalborg eller i København. Medicinpriser bliver fastsat med 14 dages mellemrum.

 

Eftersom vi har fri prisdannelse i Danmark, kan du ikke gøre meget som borger, hvis du er utilfreds med en høj prisstigning eller svingende priser. Du kan ikke klage til Lægemiddelstyrelsen, eller du vil i hvert fald ikke få meget ud af det. I stedet kan du gå til lægemiddelvirksomheden selv og forhøre dig i forhold til baggrunden for svingende priser eller en høj prisstigning.

 

Der er dog flere krav for lægemiddelvirksomheder, som ligesom andre virksomheder, skal operere inden for konkurrenceloven. Ifølge loven er store prisudsving dog ikke en overtrædelse af loven. Forbrugerstyrelsen, som i denne forbindelse vil stå for klager, vil primært behandle klager ved prisforhøjelser, hvis noget tyder på, at de pågældende lægemiddelvirksomheder har indgået en fælles aftale om en stigende pris. Eller hvis situationen er den, at lægemiddelvirksomhederne misbruger deres magtfulde stilling i samfundet.

 

 

Skal prisen så have et max på medicin?

Dette er en enorm stor diskussion. Eftersom priserne kan være meget svingende, vil det også være forskelligt hvilken medicin, der er den billigste. Men hvis du har handlet på apoteket, bliver du også oftest spurgt om, om du vil have den billigste vare inden for den medicintype, du ønsker, så på den måde bliver forbrugeren tilgodeset. Dog nytter det ikke noget, hvis det ikke lige er den udbyder, du ønsker medicin fra. Eller hvis udgangspunktet for prisen for den lave vare er højt. Der er derfor ikke meget forbrugeren kan stille op.

 

Fra et virksomhedssyn skal man tænke på, at lægemiddelvirksomhederne er i konkurrence med hinanden for at drive deres forretning. Dermed skal de forsøge at tilbyde det bedste produkt, bruge ressourcer på forskning og andet, så produktet hele tiden bliver forbedret, som er omkostningsrigt. Der kan være mange årsager til en prisstigning, også mange der giver god mening. Man har dog lavet et fint kompromis, at der er mulighed for at få medicintilskud. Jo dyrere medicinen er, jo mere tilskud kan du få. Der er forskellige tilskudssatser, hvis du er henholdsvis under eller over 18 år.

 

Der hvor, der foreligger en stor og farlig diskussion, er især, om der er et ”etisk ukorrekt” samarbejde mellem sundhedssystemet og lægemiddelvirksomhederne. Det er lægemiddelvirksomhedernes interesse at tjene penge, så de kan drive deres forretning, men også at lave medicin der kan redde liv. På den anden side er der sundhedssystemet, hvor deres interesse er at kurere patienter. Her skal sundhedssystemet omfavne begge dele. I den forbindelse har kritikere mistanke om, at sundhedssystemet prøver at indblande mere medicin til at hjælpe på sygdomme, som måske ikke er det rigtige at gøre i den pågældende situation. Således de hjælper medicinalbranchen. Det kan være, at psykologhjælp eller andet er mere hensigtsmæssigt. Her forsøger politikere dog hele tiden at kvalitetssikre disse led, så man som borger kan få den bedst mulige behandling. Men sundhedsvæsnet er en stor organisation, som derfor kan være svær at kvalitetssikre.