Med baggrund i det faktum, at dansk politik efterhånden er fyldt med alt for mange karriere-politikere, mudderkastning og spin, ser vi på Ewire et sundt potentiale for et medie, der har fokus på viden, sandhed, reelle tema-baserede debatter og andre vinkler end de gængse røde og blå. Formålet med Ewire er altså at klæde befolkningen på til at tage bedre valg funderet på reel viden og saglige debatter.

Derfor er det også et ‘must’, at man som skribent på Ewire altid gør brug af kildehenvisninger. Indlæg med postulater skal altid have henvisning til en ekstern neutral kilde, og man kan dermed ikke henvise til en politisk engageret avis/kilde. Derimod kan man eksempelvis henvise til ministeriers tekster, Danmarks Statistik, lovtekster, partiers partiprogrammer ide det er dem man skriver om og lignende saglige vidensbaserede, faktuelle kilder.

Redaktørerne på Ewire sørger for at ovenstående overholdes. Redaktørerne vil fjerne eller kommentere påstande, redigere sproget og vil kommentere på tekster. Med det formål at overholde ovenstående vil de også fjerne deciderede smædekampagner og regulere kommentarer.

Med hensigten for øje er der også lavet betingelser for indlæg, som er følgende: Afsenderen skal være en person som står som afsender med sit fulde navn, således at man har en klar og tydelig afsender. Man skal med andre ord kunne bekende kulør i forhold til sin hensigt med indlægget, sin politiske vinkel – denne må meget gerne være mere nuanceret end rød eller blå, fx grøn, feministisk, matematisk eller økonomisk.

På Ewire er der med vilje ikke et overordnet emne, der hedder indvandring. Årsagen herfor er, at vi ser en risiko for, at moderatorer og redaktører vil få alt for travlt, fordi det er så følelsesmæssigt betændt et emne. Det betyder ikke, at man ikke må skrive om emnet –  men det er ikke et tema i sig selv, og vi forbeholder os fuld ret til at fjerne indhold om dette emne.

Tonen på Ewire må gerne være skarp, idet fokus hos os er på emnet eller den politiske vinkel og ikke på personen, fx “det er for dårligt at ventetiden på ambulancer i Nordsjælland er for lang”  – og ikke “det er for dårligt, at disse mennesker ikke….”. På samme vis er det ikke et medie, der skal indeholde lange klage-læserbreve. Derimod er Ewire et sted, hvor man kommer med saglig kritik og vidensbaserede løsningsforslag.